Ionisering
Ionisering
Kontrol af ionisering sker ved en charge decay måling:
Her måles tiden det tager at fjerne en kendt ladning fra en forud opladet kondensator bestående af to indbyrdes isolerede metalplader – kapacitet 20 ±2 pF. Målingen sker fra selve måleinstrumentets side oftest kontaktløst, så det eneste der kommer i kontakt med den opladede metalplade er den ioniserede luftstrøm.
Til målingerne anvendes f.eks. EFM51-CPS eller CPM 74 - denne vejledning tager udgangspunkt i førstnævnte.
Kondensatorpladerne monteres på toppen af instrumentet, og instrumentet monteres i den tilhørende holder.
Instrumentet jordforbindes via en af de to bananbøsninger på holderen.
Instrumentet indstilles til CPS-mode.
Instrumentet placeres på arbejdsområdet, hvor man vil kontrollere ioniseringens effektivitet.
Operatøren har jordforbindelse gennem håndledsbånd forbundet til EFM51 holderen eller f.eks. via bordes jordingspunkt.
Operatøren oplader pladen ved hjælp af den tilhørende generator, til > +1000V - den aktuelle ladning vises i displayet på EFM51
Ioniseringesudstyret aktiveres, og spændingen skal nu gerne begynde at falde mod nul. Under testen måler instrumentet tid fra ladning passerer 1000V til den rammer 100V, og denne tid er den målte decay time. Målingen gentages herefter med modsat polaritet.
Grænseværdien for decay time er 20 sekunder jvf. DS/EN 61340-5-1, og spændingen skal ende under 35V - det der i standarden betegnes som offset.
Man skal som altid huske at standarden kun sætter en overordnet ramme, og det kan i mange tilfælde være nødvendigt at reducere grænserne i den enkelte proces, og det gælder i særdeleshed også ionisering.
Hvis f.eks. en isolerende kabinetdel i en samleproces kun har 3 sekunder, hvor den befinder sig i det ioniserede område inden den den kommer i kontakt med ESDS, så skal den naturligvis nå at blive afladet på mindre end 3 sekunder. Dette skal kontrolleres i den enkelte proces ved hjælp af en feltmåling, og man skal tilse, at målingen sker under de mindst optimale forhold. Her spiller såvel klimaet i det lokale hvor processen foregår, som forholdene på f.eks. lageret ind - en åben kasse med dele der weekenden over har stået varmt og tørt i produktionslokalet kan mandag morgen opføre sig markant anderledes end den frisk åbnede kasse der kommer direkte fra et koldlager.
Ligeledes skal man være opmærksom på at den effektive decay time jo i praksis forlænges, jo højere ladningen / spændingen i udgangspunkt er. Et ioniseringsudstyr der kun lige når fra 1000 til 100V inden for 20 sekunders grænsen, vil skulle bruge flere minutter for at bringe en større ladning til nul - og kan derfor i praksis være tæt på nytteløs i en samleproces.
Her måles tiden det tager at fjerne en kendt ladning fra en forud opladet kondensator bestående af to indbyrdes isolerede metalplader – kapacitet 20 ±2 pF. Målingen sker fra selve måleinstrumentets side oftest kontaktløst, så det eneste der kommer i kontakt med den opladede metalplade er den ioniserede luftstrøm.
Til målingerne anvendes f.eks. EFM51-CPS eller CPM 74 - denne vejledning tager udgangspunkt i førstnævnte.
Kondensatorpladerne monteres på toppen af instrumentet, og instrumentet monteres i den tilhørende holder.
Instrumentet jordforbindes via en af de to bananbøsninger på holderen.
Instrumentet indstilles til CPS-mode.
Instrumentet placeres på arbejdsområdet, hvor man vil kontrollere ioniseringens effektivitet.
Operatøren har jordforbindelse gennem håndledsbånd forbundet til EFM51 holderen eller f.eks. via bordes jordingspunkt.
Operatøren oplader pladen ved hjælp af den tilhørende generator, til > +1000V - den aktuelle ladning vises i displayet på EFM51
Ioniseringesudstyret aktiveres, og spændingen skal nu gerne begynde at falde mod nul. Under testen måler instrumentet tid fra ladning passerer 1000V til den rammer 100V, og denne tid er den målte decay time. Målingen gentages herefter med modsat polaritet.
Grænseværdien for decay time er 20 sekunder jvf. DS/EN 61340-5-1, og spændingen skal ende under 35V - det der i standarden betegnes som offset.
Man skal som altid huske at standarden kun sætter en overordnet ramme, og det kan i mange tilfælde være nødvendigt at reducere grænserne i den enkelte proces, og det gælder i særdeleshed også ionisering.
Hvis f.eks. en isolerende kabinetdel i en samleproces kun har 3 sekunder, hvor den befinder sig i det ioniserede område inden den den kommer i kontakt med ESDS, så skal den naturligvis nå at blive afladet på mindre end 3 sekunder. Dette skal kontrolleres i den enkelte proces ved hjælp af en feltmåling, og man skal tilse, at målingen sker under de mindst optimale forhold. Her spiller såvel klimaet i det lokale hvor processen foregår, som forholdene på f.eks. lageret ind - en åben kasse med dele der weekenden over har stået varmt og tørt i produktionslokalet kan mandag morgen opføre sig markant anderledes end den frisk åbnede kasse der kommer direkte fra et koldlager.
Ligeledes skal man være opmærksom på at den effektive decay time jo i praksis forlænges, jo højere ladningen / spændingen i udgangspunkt er. Et ioniseringsudstyr der kun lige når fra 1000 til 100V inden for 20 sekunders grænsen, vil skulle bruge flere minutter for at bringe en større ladning til nul - og kan derfor i praksis være tæt på nytteløs i en samleproces.
.jpg?v=102058800)
.jpg?v=102058367)
